Men så kom stormfloden.

Det var samme dag som den storstilede plan blev offentliggjort, 13.november 1872.

En vestenstorm havde i dagene før, presset vandet i Østersøen op i den Botniske bugt, og da vinden vendte til en endnu større nordøstenstorm, kom vandet voldsomt tilbage.

De små bælter: Øresund, og Store- og Lillebælt var for smalle til at de store vandmasser kunne komme igennem. Samtidig var der stadig højvande, og nordøstenstormens pres på vandet i Kattegat, virkede som en prop i bælterne. Vandet væltede ind over land i en højde af tre og en halv meter over daglig vande.

Bølgerne var tårnhøje, og deres skum blæste milevidt og blev af flere forvekslet med sne.

Snestorm var der også. Togsporene i navnlig Østjylland sneede til og togtrafikken måtte give op.

Mange af de små diger der var bygget i fjorden og langs kysten, gik stormfloden bare udenom så det hjalp ikke noget. Nogle af digerne gjorde al ting værre, da de holdt indtil et vist punkt. Så da vandet brød igennem, blev det en flodbølge med voldsomme mængder vand skyllende ind over land og rev alt med sig.

Kæmpe områder blev oversvømmet, næsten en tredjedel af Lolland, alt blev ødelagt, husdyr, får, køer, heste, osv af alle slags flød druknede rundt, indbo og tømmer og tage fra husene flød rundt, mennesker druknede i det kolde vand, hvis de da ikke sad på taget af deres hus som nu flød rundt, og snart kæntrede, så alle omkom. Der var så meget vand, at Rødby Fjord blev vandfast med Nakskov Fjord, så hele området omkring Rudbjerg, det sydvestlige Lolland, blev en ø.

- Alt var kaos.

Den storstilede plan med alle dens tilladelser var nu også skyllet væk af vandmasserne.

- Alt var kaos.

Til toppen

Diget bygges

Kongen og regeringen sendte hjælp, og en posefuld penge, så der kunne ryddes op, og bygges et dige.

I løbet af et døgn gjorde det ekstreme uvejr den storstilede plan for at tørlægge Rødbyfjord aldeles værdiløs. Helt andre anlægsarbejder skulle der til for at sikre, at en tilsvarende tragedie aldrig nogensinde skulle gentage sig.

Løsningen blev det 63 kilometer lange lollandske dige, der blev opført i årene 1873-78, kun 5 år tog det.

Der blev også bygget et 18km langt dige på Falster mellem Elkenøre og Gedser.

Det Lollandske dige gik fra Nakskov til Lineslyst, i dag Strandholm, der ligger mellem Rødbyhavn og Hyldtofte strand, for at omkranse Rødby Fjord.

Fra Lineslyst gik diget ind mod land, mod Bjerregaard. Det hedder derfor Bjerregårdsdiget. Langs diget på østsiden blev senere udstykket til sommerhuse: Hyldtofte Østersøbad.

Den sydlollandske kyst bestod af småøer og holme, som blev hæftet sammen af diget.

Lineslyst

1873 solgte L.D.Hansens enke Lineslyst til Edv. Meincke, der straks gik igang med udtørring, men Kreditkassen måtte overtage, og solgte til F.Salical.

310 Td Ld. samt inddæmmet 502 Td Ld. og Syltholm og Myggefjed på 134 Td Ld. ialt 946 Td Ld. eller 520 ha. En stor gård.

Salical ændrede navnet til Strandholm.

Til toppen

Baronen på Lungholm, lensbaron Johan Julian So-phus Ernst Bertouch-Lehn (1826-1905), så god mening i at lade diget fortsætte til Hyllekrog, og lade det derfra gå mod nord til Stubbeodde, og derfra til Sandager. Derved ville Saksfjed blive til et stort tørlagt inddæmmet område med mange tønder land landbrugsjord. Det var værd at investere i.

Det kom til at blive dyrt for baronen.

Arbejdet gik i gang.

Det var hårdt arbejde for de 4-500 mand, hvoraf de fleste var svenskere, Digebørster blev de kaldt. Efter op til 12 timers dagligt arbejde kunne de tjene rigtig godt, op mod 5kr. om dagen. De boede i barakker, og tilbragte fritiden i de små marketenderier. Pengene blev dog drukket op. Men der var en streng kontrol af to faste betjente, at alle opførte sig pænt.

Diget fra Lineslyst til Hyllekrog gik godt. Værre var det fra hyldekrog til Stubbeodde. Vandet var dybere, og få øer. Sandet og jorden til diget skulle hentes langs med diget. Digegravene kan ses i dag, hvor fuglene boltrer sig på Fugleværnsfondens areal.

Men for at hente materialet til diget, skulle der laves små diger omkring og der skulle pumpes tørt, før man kunne grave.

Det sydlige dige blev lavet så det var 12 fod over daglig vande fra foden af diget til toppen. 1 dansk fod er 0,314 meter, det giver 3 meter og 77cm.

Det østlige dige blev 14 fod over daglig vande.

Derudover skulle der også fyldes op nede fra havbunden.

Hvor der var dybest, blev diget op til 22 fod fra havbunden til toppen 6.9 meter.

Tværdiger

Der skulle også laves tværdiger ind i landet, så hvis der gik hul, var det kun et begrænset område, en såkaldt kasse, det gik ud over.

Den oprindelige plan for inddæmningen var at stoppe diget ved Lineslyst (Strandholm), hvor diget skulle knækkes og gå 1 km mod nord ind i landet.  Det hedder Bjerremarkdiget.

Dette dige kan ses endnu langs Østersø badets sommerhuse på vestsiden.

Det blev nu brugt som tværdige, og forlænget til 2,5 km.

Næste tværdige går fra Krambes (Lundehøje) og ind i landet til det højere terræn.

Sidste tværdige går fra Keldskov og øst for og langs skoven til højere terræn.

Så det var meget der skulle laves.

Arbejdsstyrken

Der var på Lungholms område ansat 5 formænd, 3 smede, 8 tømrere, 10 stenhuggere, 6 stenfiskere, 2 fyrbødere (til Lokomobilerne der pumpede vand ud af gravene), 4 kuske, (med 13 heste), 16 mand ved tippekørslen, og 326 jordarbejdere, trillere m.m.

Det meste arbejde blev gjort med skovl og trillebør.

Arbejdet startede i 1873 og var færdigt i 1878.

Det tog kun 5 år!

Til toppen

Billitze Mølle

Der blev gravet grøfter, nye grøfter. De gamle grøfter, der ledte landvandet ud i stranden, skulle nu forbindes med hinanden, så vandet kunne samles ved Billitze, hvor en ny mølle blev opført, samt en pumpemesterbolig. Den nye mølle skulle tørlægge hele Saksfjed inddæmningen, og selvfølgelig også pumpe regnvandet ud.

Møllen havde selskab af en lille kulfyret dampmaskine.

Desværre blæste møllen i stykker gang på gang, og den lille dampmaskine var alt alt for lille. Den blev udskiftet med en større, men lige lidt hjalp det.

Når det regnede, eller ved tøbrud, stod det hele under vand.

Endnu havde det ikke været muligt at dyrke noget som helst. Der havde kun været udgifter, og ingen indtjening.

I 1892 blev møllen taget ud af drift, og erstattet af endnu en dampmaskine. Det var heller ikke nok.

I 1905 blev de erstattet af en dieselmaskine fra B&W. Det var lidt bedre, men stadig ikke nok, så endnu en dieselmaskine blev sat til at pumpe i 1925. Det var bedre.

Under 2.verdenskrig var der mangel på olie, så dieselpumperne blev erstattet af eletriske pumper. Så blev møllen revet ned.

Først op i 50'erne blev det inddæmmede tørlagt.

Til toppen

En sølle mark i inddæmningen.

Klik for stort

Hvad udad tabes skal indad vindes.

Rundt i Danmark var der store projekter i gang. Heden blev opdyrket, og det blev populært at inddæmme for at skaffe mere land.

Fra 1750-1830 var der 20 inddæmningsprojekter, fra 1830-1890 nåede man helt op på 95 projekter, og fra 1890-1970 29 inddæmnings projekter.

Dampmaskinen var opfundet og gav gode kræfter til udpumpning af vandet.

Baronen så god mening i at være med på denne bølge, og ventede en stor indtjening.

Men i alle disse år var der ikke kommet nogen nævneværdige indtægter til baronen.

Der var tidligere blevet lavet en undersøgelse af havbunden, der viste at bunden var af god kvalitet.

Det var den så ikke.

Undersøgelsen havde vist at det ville blive en rigtig god forretning at inddæmme. Der forventedes store udbytter af korn og hø, så meget, at man mente man havde et luksusproblem med at opbevare alt det høstede. Der var intet korn at høste, og intet hø.

Det blev klart at bunden var af meget dårlig kvalitet.

Der sås.

Der blev sået så snart der var en smule tørt land. Men intet kom op, ingenting groede i det salte sand. Der blev prøvet igen og igen, år for år. Der måtte forsøges noget andet.

Fiskedamme.

Baronen fik tilladelse til at oversvømme den nordlige del indenfor og langs med diget, fra Stubbeodde og ca.1.000 alen sydpå (ca.630m) til fiskedamme og lukke saltvand ind bag digegravene gennem slusen, og heri drive fiskeri.

Men heller ikke dette gav nogen indtjening.

Fåreavl.

Man købte en fåreflok i Jylland, og byggede en fårestald, og satte en mand til at passe fårene. Men han havde andre ting for, og lod nogle drenge passe fårene, hvad de ikke gjorde, og snart måtte det også opgives da mange af fårene døde.

Fåreavlen blev opgivet og fårene solgt med stort tab, og to huse der var blevet bygget til at være stald, blev revet ned, og flyttet til Lyttesholm i 1885. Hyrdens hus blev også revet ned og flyttet til Lyttesholmvej i svinget, og kaldes derfor Hyrdehuset.

Det brændte senere, og der blev opført et nyt, som vi kan se i dag.

Meget bedre gik det ikke på den nu inddæmmede Rødby Fjord. Der kunne tjenes lidt på afgræsning af kvæg. Fiskeriet i fjorden var selvfølgelig småt, og høst af tagrør var nu beskedent.

Lidt om penge.

Digelaget og baronen havde akcepteret et bud på 480.350kr. for bygning af diget. Baronens andel var 296.000kr. Men baronen var forpligtet til at betale alle udgifter, hvis det blev dyrere, og det blev det.

Mindst 90.000kr blev ekstra opkrævet. Derudover kom der udgifter, og det var mange. Også hvis diget gik i stykker, var baronen pligtig til at betale digelaget for reparation.

Baronen optog et lån, som også skulle betales. Der var indkøb og installering af mølle og pumperne, bygge pumpehusene, bygge sluse, gravning af kanalerne, anlæg af fiskedammene, indkøb af fårene, og bygning af fårestalde og hyrdens hus osv. osv...Det gik ikke.

Baroniet kom under administration.

-------

Historier om Danmarks største inddæmning, Lammefjorden, alle de andre inddæmninger, udretninger af åer og opdyrkning af heden, havde tændt en drøm.

De gode historier fra andre dele af landet holdt ikke på Sydlolland. Her var et øde ørkenlandskab med tab af store naturværdier, den natur der tidligere var fuld af liv, fugle, blomster og insekter, var tabt.

Til toppen

Lyttesholm

Laden

De to stalde på Brunddragene blev således revet ned, og genopbygget på Lyttesholm. Det er den bygning vi i dag ser som laden.

Det blev en lang sammenhængende bygning.

Der var kostald i den ene ende, hestestald i midten og beboelse i den anden ende, med 3 værelser, med bræddegulv, køkken med mustensgulv og kamin, og der var også et kammer på loftet.

Kostalden har beton krybbe, og fodergang. Grebningen (rende bag dyrene til afføring) af tilhuggede kampesten, overløbet med cement, resten brolagt.

Laden er opført i groft tilhuggede kampesten, muret i kalk. Det stod færdigt i 1878

Skovrider Schrøder, en meget foretagsom mand, med i alle foreninger, mente han nok skulle få noget til at gro i inddæmningen. Han havde også stået for det kuldsejlede projekt med baronens fåreavl. Schrøder var fuld af energi, og satte sin medhjælper til at bo på Lyttesholm. Han fik anbragt et par heste, og to spand stude. Nu skulle der pløjes og sås og høstes, og der blev arbejdet hårdt,og sat mange penge til.

Det gik ikke. Pengene var Schrøders kones, og de var nu væk. Schrøder var udbrændt som ildsjæl, og syg måtte han forlade Lyttesholm. Han døde i 1886.

Stuehuset

Lyttesholm stod nu tomt i nogle år indtil 1892 hvor Lyttesholm blev forpagtet af Mikkel Justesen. Han skulle ikke betale for forpagtningen, mod at opføre et nyt stuehus.

Huset blev ret stort, og stod færdigt 22.december 1892.

Opført i fint tilhuggede firkantede kampesten, med tre skorstene af brændte sten.

Forpagtningen

Mikkel Justesen var næsten aldrig hjemme, da han havde foretninger at gøre. Hans to små røde heste og en lille vogn var altid på farten. Han havde et par voksne sønner der tog sig af landbruget.

Der var en del kvæg, og nogle heste. De pløjede og såede, men der kom næsten intet op, så de måtte opgive. Omkring år 1900 blev besætningen solgt, og Mikkel Justesen flyttede til Jylland.

Lungholms nye skovrider Marcher fik opsyn og ansvar for Lyttesholm. Han ansatte Christian Christensen, og de indkøbte heste og køer og redskaber og arbejdede hårdt, men der kom ingen indtjening til baronen. De blev afskediget.

Den nye forpagter kunne heller ikke få det op at køre, omkring 1910 blev besætningen solgt.

Underskudet blev større og større.

En Jacobsen blev ansat som driftsleder, og han ansatte Søren Søholt. Søren havde mest forstand på afgræsning, så der blev sat kvæg ud. Der var nu også kommet en del græs på det meste af Saksfjed Inddæmning.

Søren fik kun 2,25kr om dagen plus bolig, og fik lov at have et par køer på græs til malkning, så underskudet voksede ikke.

Søren blev syg efter nogle år og måtte opgive.

Efter ham kom Carl Christensen, søn af den tidligere bestyrer Christian Christensen. Han havde været slusepasser på Stubbeodde.

På denne tid var der begyndt at blive bygget de små sommerhuse på Brunddragene.

Der kom flere og flere mennesker cyklende til sommerhusene. Det var ikke mere ensomt at bo på Lyttesholm, og der kunne komme nyheder og snak fra sommergæsterne inde fra landet.

Da der nu kom så mange mennesker ud til stranden, blev der sat en bom over vejen, og der skulle betales en afgift for at benytte vejen.

Carl Christensen døde i 1944, og hans søn Ove Christensen overtog. Han var gift med Gunhild.

Ove og Gunhild blev i 1997 interviewet af Erhardt Tonnesen til Holeby TV om livet i gamle dage på Lyttesholm. Værd at se.

Efter Ove og Gunhild har der været et par der opdrættede rottweilere, og skulle efter sigende have været Danmarks bedste til det.

Her efter stod bygningerne tomme i nok fem år.

Lyttesholm Naturcenter

2013 var året hvor nogle frivillige overtog bygningerne, og lavede Lyttesholm Naturcenter, med hovedformålet at formidle naturen i Saksfjed Inddæmning.

Bygningerne var begge i forfald. Det regnede ned i stuehuset, og stråtaget på laden var forfærdeligt meget hullet.

Sommerhusenes beboere og andre lokale kom og gjorde et stort stykke arbejde med oprydning og rengøring på grunden og i bygningerne.

Ved hjælp af fonde kom der nyt tag på begge bygninger i henholdsvis 2016 og 2018.

Der er lavet udstilling om områdets fugle- dyre- og insektliv, samt om blomsterne.

Handikaptoilet i udstillingen og handikapvenlig terrasse ved stuehuset ene gavl, med bordbænkesæt med forlænget bordplade så en kørestol kan sidde med ved bordet.

Handikapvenlig sti til søens bordbænkesæt, også handikapvenligt. 

Der er værelsesudlejning i stuehuset.

To sheltere i haven med muldtoilet.

Orkideer og sjældne planter i haven.

I laden er der altid adgang med information  og foldere, borde og bænke til at spise sin madpakke, eller søge ly for regnen.

Brændestak og Hus For Bi, begge godt besøgt af vilde bier.

Naturcentret har haft 10 gode år med baron Nicolas som udlejer.

Tak

Saksfjed Vildmark

Hempelfonden er den nye udlejer.

Hempelfonden har i november 2022 købt hele Saksfjed inddæmning, og vil lave vild natur og biodiversitet.

Den har fået et nyt navn:

Saksfjed Vildmark

Thor Hjarsen er ansat som projektleder.

Til toppen

Jernbanestien

En studietur der ændrede alt

Brødrene Erhard og Johan Frederiksen fra Nøbøllegård nord for Holeby, var på studietur sydpå, og så den nye roe- og sukkerproduktion.

De var født på Nøbøllegård, og begge landbrugsuddannede, og meget dygtige. De vidste meget om landbrug, og nu også sukkerroedyrkning og sukkerroefabrikker.

Af sødemidler havde man hidtil kun haft honning, og det var ikke til at masseproducere, men det var vigtigt til at konservere madvarer, til at lave øl, og selvfølgelig til bagning.

Så begyndte man at producere sukker af sukkerrør. Det forgik på de vestindiske øer med afrikanske slaver, og er en helt anden historie.

Napoleon

Man var så småt begyndt at lede efter alternativer.

Da Napoleon blokerede de marine handelsruter i 1806, Fastlands-spærringen, der lukkede alle havne, blev der rundt om i Europa forsøgt at finde et  alternativ, og det lykkedes. Tidligere havde Tysklands betydeligste kemiker, A.S.Marggraf, i 1747 fundet ud af at der var en stor sukkerkoncentration i Zuckerwurzel (sukkerrod), og Rød og Hvid Bladbede.

Mange år senere begyndte hans efterfølger, Franz Carl Achard, at gøre forsøg med gødning, pleje og udvælgelse af forskellige rodfrugter, og fandt i 1799, at der kunne udvindes sukker af en bestemt roe: runkelroen.

Runkelroen

Med runkelroen kunne det lade sig gøre, men roerne var endnu ikke forædlede til den produktion vi har i dag, så udbyttet var ikke så stort. Men Achard havde metoder, som han underviste i, bl.a at der skulle tilsættes kalk til sukkersaften for at undgå gæring, og det gør man stadig i dag.

Med Napoleons Fastlandsspærring, der skulle udsulte englænderne, steg prisen på kolonivarer som kaffe, the, chokolade og ikke mindst sukker. Det satte gang i interessen for roesukerproduktion, og der skød fabrikker op i Tyskland og Frankrig.

Da Napoleon blev bejseret i 1815, kom der igen store mængder rørsukker til Europa, og Tysklands sukkerfabrikker lukkede.

Først henne i 1830'erne blev der startet roesukkerprodution op igen, og nu bredte det sig til store dele af Europa.

C.F.Tietgen

Danmark var bagud. Først i 1872 startede C.F.Tietgen i Odense med et sukkerkogeri. Han havde i forvejen et sukkerrafinaderi i København, som rafinerede sukker fra sukkerrørene.

Fabrikkonceptet startes

Samtidig med Tietgen i 1872, startede brødrene Frederiksen et alt-i-et koncept for egne penge: Sukkerfabrikken Lolland i Holeby.

Konceptet indeholdt:

• Bygning af fabrikken.
• Indkøb af maskiner.   
  
• Såning af roer, høst, transport, udvindingen af sukkeret.
• Forpagtninger af marker til roer, og kvæg ialt 1800 tdr.land 990ha.
• Indkøb af to dampdrevne Lokomobiler til pløjning.
• Boliger til arbejderne, ansættelser med sygekasse og alderdomsforsørgelse.
• Jernbane med station.
• Smalsporet roejernbane med vogne.
• Vandforsyning via nedgravet ledning fra Røgbølle sø, gennem Fauersted skov, Fuglse mose til Holeby, drevet af en centrifugalpumpe. Et kostbart arbejde (Kontrakt med 17 lodsejere om vandledning).
• Ansættelse af 50 lærlinge til roekampagnen.
• Indkvartering af toldere, bestyrer, sukkermester m.fl. på fabrikken
• Oprettelse af skole, marketenderi, bespisning i madsal.
  
• Mejeri med bødker værksted ved Holeby kirke blev bygget.
• En mindre kaffefabrik.
• Køb af Thorsø mose til tørvegravning som brændsel.

Desuden havde Erhard Frederiksen tidligere i 1870 købt et teglværk.

Midt i det hele, i 1873, købte de endda også en svensk

sukkerfabrik: Öja Socherbruk.

Pulpen

For brødrene Frederiksen var det selvfølgelig interessant med sukkeret, men hvad de fandt mest interessant var pulpen. Den var god som foder, og de så store muligheder.

Det producerede sukker kunne sælges til omkring omkostningsprisen, og så havde man helt gratis foder til kreaturerne, kødkvæg og malkekvæg, som også leverede masser af gødning til markerne, og overskuddet kunne sælges.

En god plan.

Sukkerfabrikken Lolland

De gik i gang med at bygge landets første roefabrik i Holeby: Sukkerfabrikken Lolland.

De forpagtede Nøbøllegård og Højbygård til roedyrkning, og Saksfjed til græsning ialt 1800tdr.land 990ha.

Arealet omkring Sortebæk skulle således inddæmmes til roerne, lød aftalen, og der skulle også bygges en gård på Saksfjed til dyrene.

Man gik i gang.

Saksfjedgård tog form, og inddæmningen af Sortebæk var godt i gang da stormfloden kom og rev det hele væk. De halvfærdige bygninger var væk og den lille dæmning var væk, så Sortebæk var nu igen fyldt med vand.

Den ene af brødrene, Erhardt Frederiksen, var ham der organiserede hjælpen under stormfloden. Han var manden der sendte bud efter mænd og vogne til at hente både fra Søholdt.

Saksfjedgård blev genopbygget 1880, og denne gang med kampesten, næsten ligesom Lyttesholm, så den ikke kunne blive skyllet væk eller brænde. Den brændte dog alligevel.

Her boede den nye forpagter der skulle sørge for dyrene på Saksfjed, og var ved at få godt fat. Han hed Jakobsen og boede på gården med sin hustru og deres 12 børn.

Laden var bygget sammen med stuehuset uden brandvæg, men med fælles gavl af bindingværk. Der var flere ting galt blandt andet var der kun én trappe til loftet, og her sov fem af forpagter Jakobsens børn, som derfor indebrændte ved den omfattende brand i 1909.

En grim historie.

Roesukkerfabrikken Lolland

Brødrene havde bygget roesukkerfabrikkken i Holeby lige før stormfloden.

Det meste af maskinerne kom fra Tyskland. De store kogekar kom fra B&W.

Produktionen skulle i gang.

Men der skulle gåes så grueligt meget igennem, før det blev det lollandske eventyr.

Fabrikken var dyr at opføre.

Havebyen

Brødrene havde fremsynet opført 21 dobbelthuse på marken ved fabrikken til de fastansatte fabriksarbejdere, med plads til at arbejderne kunne dyrke deres egne grøntsager. De fik tilbudt 40m2 bolig, husholdningsforening, sygekasse og skole. Den blev kaldt Havebyen.

Lokomobil

Man indkøbte to lokomobiler fra John Fowler & Co i England, en dampdrevet pløjemaskine, hvor ploven blev trukket af wirere mellem de to lokomobiler, der stod i hver sin ende af marken. En lignende var en succes på Søllested gård og Søholts jorder ejet af Etatsråd L.Jørgensen, der var den første der brugte dampkraft til jordbehandling i Danmark.

Roebanen

Det var en bekostelig og besværlig affære grundet de ufremkommelige veje, med at transportere roerne til fabrikken, så man anlagde en smalsporet, 70cm, jernbane med et vidtforgrenet net. Ovenikøbet med ekstra løse skinner der kunne flyttes ud i marken.

Der blev indkøbt en del togvogne.

Vognene blev dengang trukket af heste.

Jernbanen normalsporet

C.F.Tietgen og Privatbanken havde fået konsession, aftale med staten, til opførelse af togbanen Nykøbing-Nakskov. Han havde kun 15 måneder, men det lykkedes. Samtidig skulle også laves en ny normalsporet Maribo-Rødby bane, som brødrene fik ændret til at slå et sving omkring Holeby. Begge åbnede til tiden 1.juli 1874

Og godt for det. Lollands veje var et pløre af pluttet lerjord i vinterhalvåret, og hvor der ikke var lerjord, men sandjord, var der oversvømmet. Vejene beskrives som de værste veje i Danmark.

Så blev der bygget en jernbanestation i Holeby, i nærheden af fabrikken, og en afstikker med flere rangerspor ved fabrikken.

Maribo-Holeby-Rødby banen blev senere udbygget til den nye havn: Rødbyhavn.

Rødbyhavn

Rødby var efter inddæmningen ikke mere en havneby, så man fik anlagt en ny havn med bådeværft udenfor dæmningen, og kaldte den Rødbyhavn.

I store dele af 1900-tallet drømte man om en Fugleflugtslinje til Tyskland. Det var en ide helt tilbage fra 1863.

Den blev indviet i 1963 med færgefart og Storstrømsbro efter 100år.

Den blev for alvor startet i begyndelsen af 2.verdenskrig på tysk initiativ, og efter tysk forbillede, og var faktisk færdig ved krigens slutning. Men ingen ville have noget at gøre med nazi Tyskland, så den sidste asfaltbelægning, der skulle på blev ikke gjort. Først i slutningen af 50'erne genoptog man arbejdet.

Den blev forbedret med en Farøbro og motorvej.  Motorvejen fra København blev forlænget i etapper til den efter mange år nåede Rødbyhavn.

Politikkerne pralede med at man nu kunne køre på motorvej fra Nordnorge og helt til Syditalien, men de havde overset 16 km ved Guldborg, som der ikke havde været penge til, så det kun var en motortrafikvej. Den blev senere i 2007 udviddet til motorvej.

Jernbanestien

Maribo-Holeby-Rødby banen blev nedlagt i 1989.

I dag er skinnerne taget op, og er nu gang- og cykelsti, takket være et borgerinitiativ. Med Maribo-Holeby-Rødby-Rødbyhavn, og forlængelse til Lalandia er jernbanestien 22km. Se et kort over jernebanestien:

https://ruteplanner.iform.dk/rute/roedby/roedbyhavn-til-maribo-ad-den-gl-jernbanesti-start-ved-strandstien-k-913

Forsinkelsen

Fabrikken skulle have været klar i efteråret 1873. Men stormfloden krævede meget arbejdskraft, og samtidig skulle der mange folk til at bygge jernbanen Nykøbing-Nakskov og banen Maribo-Holeby-Rødby, med tilhørende stationsbygninger, så der manglede arbejdskraft til at bygge fabrikken.

Fabrikken blev først færdig i 7.januar 1874, hvor det var meget sent at høste roerne. Kampagnen startede 7.januar og sluttede i april. Desuden var fabrikkens arbejdere uerfarne unge mennesker.

Det var alt sammen godt tænkt, men dyrt.

Konkurs

Fabrikken gik konkurs i 1877.

Der er rejst en mindemærkestøtte for Erhard Frederiksen. Den kan ses lige udenfor Maribo, 1.000m efter rundkørslen mod Rødby og Holeby. Kig til højre lige efter kartoffelladerne.

Hans Christoffersen og Holeby Diesel

Blev ansat af Erhard Frederiksen i 1872 til at være smed på Højbygaard. Han åbnede sin egen maskinfabrik i 1882 på Vestervej 1 i Holeby, men flyttede den til Østervej 2. Der blev opfundet radrensere (Holebyradrenseren)

Fabrikken voksede og voksede og lavede alle mulige landbrugsmaskiner.

1910 startede produktionen af dieselmotorer. I 1918 blev den et aktieselskab, og skiftede navn til Dansk Dieselmotor Kompani a/s. 1929 overtog B&W aktiemajoriteten, og fabrikken blev kendt som Holeby Diesel, og blev en stor gevinst for lokal området.

Sukkerfabrikken føres videre

C.F.Tietgen havde i 1872 startet De Danske Sukkerfabrikker a/s i Odense, også i 1872. Han overtog Roesukkerfabrik Lolland i 1880, der af kreditorerne nu havde fået navnet Højbygaard Sukkerfabrik.

C.F.Tietgen var den store konkurrent til Brødrene Frederiksens Sukkerfabrik. Han havde mange penge i ryggen, hvad Brødrene ikke havde mere.

C.F.Tietgen havde også på det tidspunkt allerede startet De Danske Spritfabrikker, B&W, Kjøbenhavns Sporvei-selskab, Det Forende Dampskibselskab, Tuborgs Bryggerier, Lolland-Falsterske Jernbaneselskab og nok 15 mere store foretagender.

C.F.Tietgen var dygtig. Et spændende foretagsomt menneske, der har betydet meget for den danske historie. Se Wikipedia

I 1894 blev det smalsporede spornet udbygget, og der blev indkøbt et damplokomotiv. Yderligere et i 1902, og et i 1905. Et diesellokomotiv blev anskaffet i 1948.

Den smalsporede jernbane blev også udbygget, så der ialt var 33km. 16km ejet af fabrikken og 17km ejet af private roedyrkere.

1959 blev det besluttet at rationalisere sukkerproduktionen, og på færre fabrikker, for nu var der blevet mange, og nyere fabrikker.

Den ældste, Højbygaard Sukkerfabrik, måtte derfor lukke i 1960.

Polske sæsonarbejdere

Der skulle bruges meget håndkraft til at så, luge og høste roerne. Det gav arbejde til alle, og Lolland oplevede en økonomisk opblomstring.

Men det krævede endnu mere arbejdskraft. Mange svenskere kom til, men der kom for alvor arbejdskraft, da man hyrede polske, især unge, kvinder. De første 400 kom i 1893. Indtil krigen i 1914 ankom cirka 14.000 polske sæsonarbejdere om året

De havde forfærdlige forhold og blev udnyttet i slavelignende forhold, især af de tyske agenter, såkaldte aufseher, der krævede ekstra betaling for alting.

I 1908 blev en særlig "polaklov" vedtaget for at få ordentlige forhold for sæsonarbejderne. De fik skriftlig kontrakt på dansk og polsk, lønaftale, madration, sanitære forhold, osv.

Man lavede særlige bygninger hvor de blev indkvarteret, såkaldte polakkaserner. Der ligger stadig en polakkaserne, opført af Lungholm i 1911, i Tågerup. Den er nu polakkaserne-museum.

Se polakkasernen.dk

I 1915 fik man hentet og reddet en del roearbejdere til Danmark fra flygtningelejre i det nuværende Østrig og Tjekkiet. De fik kontrakter, og de fleste bosatte sig.

Industrialiseringen

Industrialiseringen i 50'erne gav flere maskiner, der afløste en del af det arbejde, der ellers blev udført ved håndkraft.

Fra starten havde man haft nogle dampdrevne maskiner, men nu lavede traktorer og andre maskiner meget af det hårde arbejde, og så var der ikke længere behov for udenlandske sæsonarbejde i samme omfang.

Små landbrug bliver opslugt

På trods af landbrugsstøtte og tilskud fra EU, har det været svært for små landbrug at være rentable, og er i stort omfang blevet opkøbt af større landbrug. Det skyldes at for at følge med skulle der indkøbes større, mere effektive og avancerede maskiner, der skulle finansieres med store banklån.

I dag er roedyrkningen på få hænder, med få ansatte, og således ikke mere et økonomisk eventyr for landsdelen.

Tilskuddenes bagside

Tilskuddet til dyrkning, forarbejdning, fremstilling af sukker samt eksport, var blevet så stort at man kunne sælge sukker i tredje verdenslande, billigere end hvad lokale fattige bønder kunne sælge deres eget rørsukker.

Det var unfair.

En farlig ballade, regeringen måtte gribe ind. EU måtte gribe ind.

I 2006 faldt det meste af eksporttilskuddet væk. Samtidig fjernede man helt den høje importtold af rørsukker fra den tredje verden.

Således kom der mere balance.

Derfor blev også roekvoterne reduceret, der skulle produceres mindre sukker, og al produktion flyttet til Lolland og Falster, 7 af de 9 fabrikker blev lukket, så der nu kun er to sukkerfabrikker tilbage i Danmark: nemlig i Nakskov og Nykøbing F.

Til toppen

Fyrtårnet

På grund af de mange strandinger, blev der bygget et fyr på Hyllekrog.

Det var Marineministeriet der i 1904 købte et areal på Hyllekrog af Kammerherre Lehnsbaron J.J.S.E.Bertouch Lehn.

Arealet var på ca.2,2ha. og kostede 600kr. samt retten til adgang 800kr.

Fyret stod færdigt i 1905 9.august.

Fyret lyste ved en glødenetsbrænder fyret med petroleum. Det gav en høj lysstyrke at bruge et metalnet der var prepareret til formålet.

Fyret havde en fyrmesterbolig bygget til, hvor fyrmesteren skulle bo.

Forsyninger blev sejlet ud fra Billitze Mølle.

Den første fyrmester hed Peter William Sørensen, men skiftede navn til Westborg. Hans søn Robert Walter Puddy Perry Westborg

blev som 16årig også ansat som fyrpasser.

Det første år var der endnu flere strandinger end før. Kommunikationen var ikke så god, så skibsfarten kendte ikke til det nye fyr, og troede at det var Gedser fyr, hvorpå de svingede mod nord mod København. En stor fejltagelse, idet de gik på grund på Rødsand eller endda på Hyllekrog.

Kommunikationen var heller ikke så god den anden vej, da man ikke vidste at fyrets lyssignal var meget lig Femernbælts fyrskib, så det var nemt at tage fejl. Signalet blev rettet.

Under 2.verdenskrigs besættelse var fyret slukket. Der var mørklægning i hele landet, for at engelske flyvere ikke skulle kunne orientere sig.

I besættelsens fem år boede fyrmester Roed med sin kone og to børn, samt en fyrpasser. Fyrvæsnet havde nu fået en motorbåd, så provianteringen var blevet lettere. Man sejlede til Lundehøje havn en gang om ugen.

--------

Fyret blev slukket i 1971.

Fyret fungerede som udkigspost for især østeuropæisk sejlads i Femern Bælt.

Den funktion blev lukket i 1991 og fyrmesterboligen blev revet ned sammen med udkigsplatformen, og alle vinduer blev muret til.

Der var meget hærværk på det tomme fyr, og man kunne tænke sig at fjerne det helt. Alt hvad der kunne smadres var smadret.

Der blev heldigvis en stor borgertilslutning til at bevare fyret, så derfor har vi glæde af det idag.

Det var Naturstyrelsen som købte fyret fra Farvandsvæsnet 15. oktober 2010 og har gennemrenoveret fyret i 2011.

Det er sat fint i stand, med plancher og information, samt nyt rækværk på toppen, med fastmonteret udsigtskikkert.

Hyllekrog, med undtagelse af fyret, er blevet købt af Fugleværnsfonden.

Af hensyn til fuglelivet, er Hyllekrog, og dermed Fyrtårnet, lukket for adgang fra 1.marts til 15.juli inklusiv.

For en liste over fyrpassere og fyrmestre se Fyrtaarne.dk klik på Hyllekrog.

Desværre er den sidste fyrmester: fyrmester Mikkelsen ikke på listen, da listen kun går til 1966.

Men se Erhard Tonnesens interview med ham til Holeby TV.

Til toppen

Livet på en ø.

Hyllekrog er en krumodde der mest består af flyvesand og klitsand.

Hyllekrog var en ø, indtil en storm i 1951, sammen med en uheldig stranding fik havet til at lægge så meget sand, at hullet mellem Drummeholm og Hyllekrog blev lukket.

Der havde været mange strandinger. Faktisk så mange, at nogle levede af strandingerne.

Det fortælles at der var i gennemsnit omkring en stranding hver anden dag ved de danske kyster til langt op i 1800-tallet.

De fattige Folk levede godt af strandingerne. Der drev madvarer, kostbarheder, ituslået tømmer og meget andet ind til kysten. Man var ivrige efter at få fat i tingene. De stakkels overlevende skibsbrudne søfolk risikerede også at blive slået ihjel.

Fredrik d.2. lavede en lov om fyrvæsen. Det skulle forhindre strandinger, så man kunne komme befolkningens uvæsen til livs. Der skulle være fyr langs kysterne. De bestod af en slags bål, men historierne er at folk så tændte bål på stranden der vildledte skibene og foranledigede strandinger.

I en tid hvor Danmark var meget religiøs, foregik disse ugerninger, selv biskopper og endda en ærkebiskop, siges at have ligget på lur, når der var en stranding i gang.

Christian 4. forbød folk at færdes på danske strande hvis der var uvejr på vej samt under uvejret, da de så måtte have onde hensigter. Christian 4. lod galger opsætte rundt om på kysterne til skræk og advarsel. Det hjalp ikke meget.

1852 kom en lov om et redningsvæsen. Der blev placeret redningsbåde ved kysterne. Der var også bjergeløn til de folk der havde deltaget i redninger af grundstødte skibe, deres vraggods og besætning.

Det typiske var i stedet at møde de nødstedte med vold. Eller som C.P. Eisenreich skriver i Det norrejydske Redningsvæsen fra 1927.:

»Den Skæbne der ventede Sømændene, om de enkeltvis eller ved store
Anstrengelser arbejdede sig i Land fra det sønderslaaede Vrag, var
Døden for Røverhaand. Et Spadeslag i Hovedet paa en inddreven
forkommen Stakkel, var nok til at føre ham over i en Tilstand,
hvorfra der ikke sladres.«

Hyllekrog

Tilbage til Hyllekrog.

Flere sjove og opbyggelige historier findes om Hyllekrog.

Her er en historie, som i kort form blev bragt i Folketidende i efteråret 2007, skrevet og redigeret og forkortet af jounalist John Karlsen. Forfattet af Anton Andersen. Bragt som følgeton i tidsskriftet "De Tusind Hjem" i årene 1904/05:

Hyllenæs-folkenes Saga

Da et sørøverskib i september 1400 led skibbrud ud for Hyllekrog, overlevede kun en enkelt mand. Men han blev stamfader til en slægt, der regerede på Hyllekrog til alt flere hundrede år senere blev skyllet bort af en stormflod.

Hyllekrog - en øde og forglemt afkrog, som ingen ærlig lollik satte foden på.

For Hyllekrog var i ufredstider tilholdssted for nordtyske og andre sørøverbander, der endnu længe efter Vendernes magt var knækket, søgte ind på denne folketomme kyst.

Her skyllede sørøveren så ind efter sit forlis i 1400. Herfra drog han om natten på tyvetogt på egnen, - traf på Sorte Grethe i Kramnitze, og fik børn med hende.

Dermed var grunden lagt til en slægt, der gennem århundrederne kom til ære og værdighed.

Da kom en orkan og stormflod. Den sidste rest af en gammel fejg slægts daad er udslettet.

--------

Her er en historie om hvorfor Hyllefolket fik nedkaldt en storm, der udrydde slægten, og med en opbyggelig morale.

Fra Dansk Folkemindesamling 24.-6. 1919. Fortalt i 1936 af Martha Hansen fra Torslunde:

Hyllenæsgård Bortskyllet - So i Seng

Der ved Keldskov, og hvor Stragnæs nu ligger, lå for meget længe siden en gård, helt ude ve Østersøen, der hed Hyllenæsgården.

Hyllenæs folkene, de tre brødre, der ejede gården, de svirede og drak. Kirken besøgte de aldrig, hvorfor de et par gange havde fået Tilhold af Præsten i Errindlev, om at føre et ordentlig levned.

En Dag døde den store grise so på Hyllenæsgården, og nu skulle præsten straffes.

De drak som sædvanlig.

En af Karlene blev sat til at bære grisesoen ind, og så lægge den i den store Himmelseng, trække Dynen godt op over ørerne på den, sætte en hvid Nathue på Hovedet, og et lommetørklæde lidt for Trynen af den, trække gardinerne omtrent for, så der næsten er mørkt inde i sengen.

Og så betaler Brødrene en af Karlene til at tage en hest, at ride alt hvad han kan til Præsten i Errindlev, og bede ham komme ud til Hyllenæsgården, så hurtigt han kan. Deres gamle Mor er bleven syg, at hun ikke står det igennem ret længe, men om Præsten vil give hende Brødet og Vinen inden hun dør.

Præsten siger til Karlen at han skal ride i forvejen, og sige at han skal komme med det samme. Dermed befaler han kusken at han skal spænde for, og de kan køre til Hyllenæsgården.

Præsten kommer ind i Stuen hvor Brødrene opholder sig.

Efter at Præsten har hilst på dem, går de ud.

Præsten tager Salmebogen, måske i den Tanke at han ville synge en Salme for Karen, og løfter så en flig af Sengens Forhæng.

Men i samme øjeblik opdager han at han er blevet narret.

Uden at sige et Ord,  går han ud til Vognen, og siger til Kusken: Vi må skynde os at komme hjem. Se ud over Østersøen der er et Uvejr i vente.

Og Præsten fik Ret.

Det lynede og det tordnede, det regnede og det hamrede. Vandet steg højere og højere.

Den næste Dag fortaltes det i Errindlev, at Hyllenæsgården er bortskyllet.

Alle de Mennesker og Dyrene der var derude er omkommet.

Historien findes i forskellige udgaver rundt omkring fra flere egne af landet, men sjov er den.

--------

Her er endnu en opbyggelig historie. Afskrift fra Lolland-Falsters Folketidende (sidst i 1960'erne)

Et flot lyrisk sprog.

Jomfruens grav på Hyllekrog

Et fromt og kristeligt folk, der ernærer sig af vrag, slog Jomfruen ihjel fortæller sagnet.

Men hun hævnede sig efter døden.

I længst forsvunden tid boede der på Lollands sydkyst et fromt og kristeligt folk, der ernærede sig af vrag: Naar Stormen tudede sin Dødningesang, naar Havet brølede af Latter, faldt i med Undergangens Tromme, forlod dette Folk den lune arne, for at staa Skildvagt for Knokkelmanden ved det yderste Hav.

Og blev en af Havets Svaner vingestækket - kastet mod Kysten, stod de rede.

Velkommen var de skibsbrudne. Varmt blev der taget mod dem. Og snart kunne man begrave de blodige rester af fremmede Søfolk under Klitternes skærmende Sanddynger.

En Nat løb et stort Skib på Grund på Hyllekrog.

Velkomsten var arrangeret. Med Knipler, Høtyve, Knive og Økser, fulgte det lille fromme Folk Dramaet på Vandet: I den hylende Storm stod Skibet ikke til at redde. Og hvem ville også tænke på det.

Her bragtes det fattige og graa Folk en Gave fra højere Magter.

Lige derude laa Frihed for Sult, Frihed for Trældom under den ubarmhjertige Majestæt, Kong Fattigdom.

Og skulle denne Frihed end købes med de andres Blod, var intet at ændre derved.

Sådan drejede Skæbnen sit Hjul.

Den enes Død, den andens Brød.

Inde under Morgen, var det stolte Skib slaaet til Kvas.

Stormen var løjet en smule af, men endnu piskede den Sand og Skumflager ind over Landet.

Vraggods var for længst begyndt at flyde ind til Kysten, og nu fandt man omkomne Søfolk imellem det.

Naturen havde selv paataget sig rollen som Bøddel.

Ingen af Besætningen overlevede, - tilsyneladende.

I det første spæde Morgenlys roede en flok Mænd ud til resterne af Skibet. Da de gik ombord fandt de en Kiste med Sølv, men de fandt også en ung Kvinde, der grædende faldt på Knæ for dem.

Hun talte et fremmed uforstaaeligt sprog, men de Mænd som hun regnede for sine Redningsmænd, forstod, at hun var farlig for dem.

Midt i hendes Taksigelser over at være blevet frelst, huggede de hende ned.

Hendes Lig bragte de sammen med Skatten ind til Land.

For at skjule Udaaden og Skatten, begravede de Jomfruen og Kisten i samme Grav.

Da solen, rød i Kammen efter Nattens Søvn, rejste sit Hoved over den vaade Seng, var Folket gaaet hjem.

Paa Stranden laa talrige rester fra Strandingen. Men alt af værdi var slæbt væk.

De døde var begravet.

Knokkelmanden og hans Mandskabs Høst, havde været god og rig.

Mindet om den myrdede Kvinde hvilede tungt paa nogle mænds Sind.

Samvittigheden rørte på sig, og der gik lang Tid, før man besluttede at grave Kisten op.

Da man kom til Stedet, hvor den myrdede laa begravet sammen med Pengene, var der vokset Brændenælder op. Ellers groede de ikke paa Hyllekrog.

Mændene tog dem som Varsel, og gik bange hjem.

Men fra Hjemmet sendte Konerne dem igen af sted: Et lig er et Lig, gjort Ugerning staar ikke til at ændre.

Skatten skulle hjem og gøre gavn

Da de stod ved Graven, tøvede de længe, men en af mændene tog sig sammen.

Han havde været paa vraget den Nat, havde selv ført Øksen mod den grædende Piges Hoved, havde selv begravet hende her.

Resolut stak han Spaden i Jorden - og styrtede om, som ramt af Lynet.

Da de andre løb til, var Karlen død.

Det siges, og dem der siger det, paastaar, at Vinden paa Hyllekrog, og Bølgerne mod Kysten i mørke Nætter, hvisker det samme, at Jomfruen fik Kraft til at hævne sin egen Død, og til at værne om den Skat, der blev stjaalet fra Vraget.

Efter at Karlen var Død i forsøget på at grave Skatten op, fik Graven Fred i lang Tid.

Men senere prøvede mange at vriste Skatkisten ud af Jomfruens Dødningefingre.

Ingen kom fra det med Livet i behold.

Sagnet fortæller, at Jomfruen hviler i sin Grav på Hyllekrog endnu den Dag i Dag.

Og endnu for et halvt hundrede Aar siden, kunne Kvægpassere derude vise Stedet, hvor Brændenælderne afslørede Ugerningen.

Der er dem der hævder, at Brændenælder endnu vidner om den ulykkelige Jomfru og den rige Skat, men ingen har turdet trodse Forbandelsen.

--------

Fortællingerne her er dømt som røverhistorier. Men måske er der noget om dem. Hvis man har læst starten på dette afsnit, om folk der var meget kristne, men alligevel slog overlevende ihjel, og plyndrede  skibe der var strandet, så virker historierne her alligevel ikke så usandsynlige.

Fakta er at der var mange strandinger. En af dem var speciel, idet et skib i en orkan ville søge ly bag Hyllekrog.

Navnet Hyllekrog betyder mundingen eller udløbet af vand. Alle de langstrakte øer der senere fik bygget stormflodsdiget henover sig, var før diget et læ hvor skibe kunne søge ind bag, når der var fare i storme.

Således søgte et skib at komme ind bag Hyllekrog, men strandede i indløbet mellem Drummeholm og Hyllekrog.

Dette skib bidrog til at endnu mere sand aflejrede sig i gabet i orkanen. Hyllekrog blev derved landfast med Drummeholm og diget.

I 2. verdenskrig var et tysk landgangsfartøj også strandet i gabet mellem Drummeholm og Hyllekrog.

Hyllekrog odden er idag et natura 2000 område, fredet, og et fuglereservat, ejet af Fugleværnsfonden.

Hyllekrog er beskyttet efter EUs Habitatdirektivet fra 1992

På grund af fuglenes yngletid er der ikke afgang på Hyllekrog tangen fra 1.marts til 15.juli

Til toppen

Brunddragene var oprindelig to øer.

Diget blev bygget henover dem og fik således hægtet dem sammen, og kaldes nu under et: Brunddragene.

Det er store sandklitter, de højeste klitter på Lolland.

Der er god badestrand foran diget, og kommunen lavede en kommunevej dertil. Til gengæld var det ikke mere muligt at hente sand og grus fra klitterne, som ellers havde været en ret, mod at betale en afgift til Baronen på Lungholm. Der blev klaget over dette, fra baronen og folkene der plejede at hente grus, og det endte med at Lungholm nedlagde kommunevejen, den der går fra Hyrdehuset, og kommunen fik lov at bruge Lyttesholmvej, som der ellers skulle betales afgift for, for at benytte vejen.

Bommen over vejen, det var der der skulle betales afgift til Baronen. Afgiften blev brugt til at vedligeholde vejen.

Omkring 1930 blev det muligt at leje en grund på klitten og dermed opføre et sommerhus. Dem blev der flere af. Husene var bygget af de forhåndenværende materialer. Et par af dem var bygget af transportkasser fra Fordbiler. Et blev bygget på sukkerfabrikken i moduler af genbrugsmaterialer, og samlet på Brunddragene.

Fredningsbestemmelser
I 1962 blev der foretaget en undersøgelse af sommerhusbebyggelsens lovlighed.

Der var i 1937 vedtaget en lov, strandbebyggelseslinien, om at der ikke må bygges indenfor 100meter fra stranden. Sommerhusene var således nok ulovlige.

Alle husene, der var ulovligt opførte, blev krævet fjernet.

Ved et møde i lejerforeningen ”Brunddragene” blev det bemærket, at opførelsen af sommerhusene ved Brunddragene begyndte i 1920erne.
Da alle husene var 25 år eller mere, mente ejerne at de var opført i god tro, af de daværende ejere.

Tillod i 1974

Det blev en lang kamp, der sluttede i juli 1974 med: Efter en samlet vurdering fandt overfredningsnævnet det rimeligt, at der i naturfredningslovens §46 blev givet tilladelse til, at de ulovlige opførte sommerhuse på ejendommene kunne bibeholdes uden tidsbegrænsning.

Fredningnævnets afgørelse ændredes derfor til en dispensation fra naturfredningslovens §46 til bibeholdelse af husene.

Nutid
I dag fremstår sommerhusene pæne og nydelige, og de bliver brugt meget. På trods af at der stadig ikke er indlagt vand og el, og der er to fælles toiletter som bliver tømt af kommunen, er de meget populære.

Til toppen

Fredningen af hele inddæmningen

Der blev rest en fredningssag for hele Saksfjed inddæmning og Hyllekrog.

Fredningssagen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening i 1982 og endelig afgjort i 1989.

§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at sikre farvandet mellem Hyllekrog Odde, Rødsand og Lollands sydkyst som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle.

§ 9. Færdsel er forbudt fra 1. marts til 15. juli på Storeager og Lilleager samt på Hyllekrog Odde.

Overtrædelse af det i § 9 nævnte forbud mod færdsel straffes efter reglerne i Lov om naturbeskyttelse.

Fredningen indebærer en beskyttelse af landskabet, og især en beskyttelse af fugle- og plantelivet.

Inddæmningen og Hyllekrog samt småøerne er udpeget som vådområde af international betydning som levested for vandfugle (Ramsarområde). Ligeledes er en del af området udpeget til EF-fuglebeskyttelsesområde.

Området har også en unik flora. Der findes en hel del sjældne arter: bl.a Strand-Nellike, Soløje-Alant, Mose-Troldurt, Klæbrig Limurt, Ager-Kohvede, Kongebregne, Maj-Gøgeurt, Bakke-Gøgelilje og mange flere. Se Lyttesholmsiden om blomster: Blomstersiden

Desværre blev et stort område med tusindvis Bakke-Gøgelilje pløjet op i 2009.

Fugleværnsfonden FVF

Karen Krieger-Fonden køber i 1995 Hyllekrog og et bredt stykke langs hele det østlige dige, på anbefaling af Fugleværnsfonden.

Fugleværnsfonden er dem der skal forvalte det 170 ha store område Saksfjed/Hyllekrog.

Helt fra gammel tid var Hyllekrog et stort fugleområde, med masser af gæs, måger, strand- og engfugle.

Det var et godt sted for folk at samle æg, men efter inddæmningen, så baronen en mulig indtjening ved eksport af æg til Tyskland. Det blev forbudt for folk at samle æg, Hyllekrog blev spærret af, og det var nu kun baronens ansatte der samlede tusindvis af æg til ekporten.

For en god beskrivelse af fuglelivet se DOF Dansk Ornitologisk Forening på dof.dk/hyllekrog-saksfjed

FVF's areal i inddæmningen indeholder de tidligere digegrave, der nu er paradis for fuglene. Vandstanden er hævet så  der er våde enge til gavn for blomsterne, insekt- fuglelivet. Der er vidtstrakte enge, strandenge, skov og krat, en meget varieret natur.

Området bliver afgræsset af kvæg og vilde heste. Der er også en stor bestand af Dådyr.

Blomsterne har haft godt af afgræsningen. Som tiden går bliver der en mere og mere mangfoldig flora.

Området huser også et ynglende tranepar, og de berømte Havørne fra webTV.

Fugleværnsfondens side: FVF Reservat Saksfjed-Hyllekrog

Til toppen

Hempel Fonden købte i november 2022 hele Saksfjed Inddæmning af Baron Nicolas de Bertouch-Lehn.

Fondens formål med købet er at lave vild natur og biodiversitet.

Se uddrag af pressemeddelelsen:

Området ’Saksfjed Inddæmning’ er et inddæmmet natur og landbrugsområde med et meget stort naturmæssigt potentiale, som indtil nu for en stor dels vedkommende har været landbrugsjord. Området er nabo til et af Fugleværnsfondens største naturreservater, nemlig det 217 hektar store Saksfjed-Hyllekrog. Tilsammen har området potentiale til at blive et af de væsentligste naturområder for biodiversitet i form af fugle, insekter og andre arter, der bevæger sig frit. Det samlede område vil være ca. 1.000 hektarer, dvs. ca. 10 km2 hvilket svarer nogenlunde til 1.500 fodboldbaner.

Se den fulde ordlyd:

https://www.hempelfonden.dk/da/hvem-vi-er/nyheder-og-presse/naturinvestering-fra-hempel-fonden-sikrer-og-skaber-mere-vild-natur/

Se Hempel Fondens spændende side om fondens projekter rundt om i verden: https://www.hempelfonden.dk/da/

Til toppen

Gå til Saksfjed.dk og se mere om det spændende område, og download folderen med dette kort