Lyttesholm Naturcenter
Forhistorisk tid
Arkæologerne kan se at sydkysten af Lolland var beboet for 8.000 år siden. Der var masser af dyr, kronhjorte og vildsvin, og der er fundet en del stenredskaber.
Der er fundet fodspor fra mennesker, 80 meter fiskegærder, en udhulet stammebåd, knive med bevaret skæfte, en begklump og en mængde andre ting fra tiden stenalder og bronsealder for 8.000-5.000 år siden.
Arkæologiske udgravninger i forbindelse med bygningen af Femern tunnelen har bragt en masse ting frem, og givet et nyt syn på historien.
Det kan ses på en udstilling på Stiftsmuseet,
Museum Lolland Falster i Maribo Museum Lolland.
Se link: Udstillingen LOLA
Stormfloden
Det hele starter for alvor med stormfloden 13.-14.november 1872. Danmarks nok største naturkatastrofe.
Alle kyster, og langt ind i landet, i den vestlige Østersø blev oversvømmet. Bornholm, Sydøstsjælland, Falster, Lolland, Langeland, Sydfyn, Als, Sydøstjylland og den sydsvenske og nordtyske kyst.
3,5 meter over daglig vande kunne spredte smådiger ikke holde til.
Mange mennesker druknede, og husene der var af bindingsværk, med felter af ubrændt ler, fik felterne skyllet væk, så alt indbo sejlede bort.
Flere huse flød rundt med menneskerne siddende på taget.
-----
Lollands sydkyst, og det der senere blev til inddæmningen, bestod dengang af en lang række øer og holme, samt en stor fjord, Rødby Fjord, der var på hele 3300ha(33km2).
Det meste af sydkysten og kysten omkring fjorden, bestod af ufrugtbare enge, der kun kunne bruges til græsning af husdyr, og høst af tagrør, fordi de tit blev oversvømmet når højvandet var ekstra højt, og meget regnvand (landvand), oversvømmede engene.
Fiskeriet derimod var rigtig godt, der var store mængder af bl.a. ål.
Det var et stort naturområde med ænder, fugle, fisk, masser af enge med tagrør i vandkanten.
Priserne på korn var steget, og i hele landet var man begyndt at inddrage lavvandede områder til landbrug.
Der var derfor selvfølgelig et stort ønske fra både storbønder, nogle småbønder og nogle husmænd, om at få noget frugtbart land, som aldrig blev fyldt med vand.
Fjordfiskerne var imod, og flere småbønder og husmænd brød sig ikke om tanken. De tjente lidt penge på afgræsning og salg af tagrør.
Rødby kommune ville miste Rødby som havneby, men Reventlow og nogle rige købmænd så en fordel i inddæmningen og tørlægningen.
Der blev gjort mange forsøg på at inddæmme og tørlægge Rødby fjord.
Den første inddæmning var ved Vejlbynor, som var en Rødbyfjordarm der gik lige syd om kirken. Her startede den store tørlægning af fjorden i 1794. Indtil da havde man faktisk kunnet sejle til kirke om søndagen. Idag er der over 6km til kysten.
Der blev lavet store planer. Men også små planer. Nogle havde bygget små diger på deres jord, men det var tit at naboen ikke ville være med, og så blev der ufred. Ufreden nåede til København, hvor man så lavede love der skulle styre digebygningen. Man gravede også grøfter, for vandet kom ikke kun fra havet, men også regnvand fra landet længere inde, såkaldt landvand.
Lensgreve Reventlow opkøbte en del af de yderste øer, fordi han nok havde planer om at bygge en dæmning, der kunne tørlægge hele fjorden. Reventlow søgte om tilladelse til at inddæmme og tørlægge fjorden.
Men også andre søgte, og én mente at det burde være kongen som skulle tørlægge den.
Rødby kommune ville have bevaret en vandvej fra Kramnitze til Rødby, som dengang var en driftig havneby,og den ville man ikke miste. Rødby kommune ville også have en ny havn ved Kramnitze.
Kommunen fik en pose penge, 15.000 rigsdaler, og mente så at det var en storartet plan, at der blev lukket ved Kramnitze, og fjorden blev tørlagt.
Man fik en engelsk storentrepenør til at lukke indsejlingen til fjorden, og lave en pumpestation. Pumperne var dog alt alt for små, så fjorden blev til et bassin, der opsamlede regnvandet, landvandet, der nu ikke kunne komme væk. Der var nu større oversvømmelser end før.
I 1864 opgav entrepenøren. Der var ikke tørlagt nogetsomhelst af fjorden overhovedet.
Det gik alt sammen i kludder.
Noget måtte gøres. Man lavede en ny storstilet plan og fik de nødvendige tilladelser, og offentliggjorde planen 13. november 1872 i dagbladene.
Men stormfloden kom.
De oversvømmede områder på Lolland og Falster vist med gult. De grønne er Saksfjed, Rødby fjord og Nakskov fjord.
Det ses at Nakskov fjord og Rødby fjord når hinanden, så der er opstået en ø ved Rudbjerg.
Klik for stort.
Men så kom stormfloden.
Det var samme dag som den storstilede plan blev offentliggjort, 13.november 1872.
En vestenstorm havde i dagene før, presset vandet i Østersøen op i den Botniske bugt, og da vinden vendte til en endnu større nordøstenstorm, kom vandet voldsomt tilbage.
De små bælter: Øresund, og Store- og Lillebælt var for smalle til at de store vandmasser kunne komme igennem. Samtidig var der stadig højvande, og nordøstenstormens pres på vandet i Kattegat, virkede som en prop i bælterne. Vandet væltede ind over land i en højde af tre og en halv meter over daglig vande.
Bølgerne var tårnhøje, og deres skum blæste milevidt og blev af flere forvekslet med sne.
Snestorm var der også. Togsporene i navnlig Østjylland sneede til og togtrafikken måtte give op.
Mange af de små diger der var bygget i fjorden og langs kysten, gik stormfloden bare udenom så det hjalp ikke noget. Nogle af digerne gjorde al ting værre, da de holdt indtil et vist punkt. Så da vandet brød igennem, blev det en flodbølge med voldsomme mængder vand skyllende ind over land og rev alt med sig.
Kæmpe områder blev oversvømmet, næsten en tredjedel af Lolland, alt blev ødelagt, husdyr, får, køer, heste, osv af alle slags flød druknede rundt, indbo og tømmer og tage fra husene flød rundt, mennesker druknede i det kolde vand, hvis de da ikke sad på taget af deres hus som nu flød rundt, og snart kæntrede, så alle omkom. Der var så meget vand, at Rødby Fjord blev vandfast med Nakskov Fjord, så hele området omkring Rudbjerg, det sydvestlige Lolland, blev en ø.
- Alt var kaos.
Den storstilede plan med alle dens tilladelser var nu også skyllet væk af vandmasserne.
- Alt var kaos.
Ødelæggelserne
De tidligere stormfloder og oversvømmelser, og dem havde der været mange af, havde ikke været så katastrofale og med så høj vandstand som i 1872. Folk boede længere inde i landet, og brugte kun engene til græsning og høslet. Men nu var der en del bosættelser, da de små diger gjorde det mere sikkert at bo tættere på vandet. Man prøvede jo så at opdyrke engene, selvom de virkede ufrugtbare, hvad de også var.
Katastrofen var stor. Ikke alene druknede mange, men huse, indbo og dyrene var tabt. Alt var mistet. Det gik værst ud over de fattigste.
Bjergelagets 9 mand, for der var et sådan, var på Hyllekrog til en stranding, men deres både var drevet væk. Alle andre både var også drevet væk. En af Frederiksen brødrene, som var ved at bygge Holebys sukkerfabrik, blev alarmeret, og tog fra Nøbøllegaard, ud for at se hvad der kunne gøres. Han sendte to mænd fra Saksfjed til Søholt i snestormen, for at låne to både og hestevogne. De fik læsset bådene på vognene, kørte til kysten og gik i gang med at sejle rundt og redde folk i stormen og de høje bølger.
Et stort heltearbejde af de folk.
Der findes mange beretninger fra de ramte områder, om hvordan vandet havde efterladt tykke bunker af tang, muldjorden var skyllet væk og tilbage lå kun sand som var saltholdig, så jorden var endnu mere ufrugtbar end før.
Årets høst var ødelagt. Forråd af kød, mel og fisk til resten af vinteren var ødelagt, foder til dyrene var ødelagt, fiskeredskaberne var skyllet væk ligesom fiskernes både.
Vandet i brøndene var beskidt og fyldt med saltvand.
Overalt lå bohave, tømmer, dele af huse og gårde. Der lå døde kreaturer, heste, får, der lå døde høns og svin, og allerværst: døde mennesker.
Stanken af død spredte sig i den næste tid.
Der blev oprettet mange hjælpekommiteer. Der opfordredes til at yde hjælp, både med hvad man kunne undvære af penge, og også opfordredes der til at møde op på de ramte områder og hjælpe med rydningen. Man skulle selv medbringe værktøj, hakke og fork, en pose mad og øl. Et kæmpe oprydningsarbejde startede.
Større kort. Bjerremarkdiget, hvor den oprindelige inddæmning skulle gå til (orange streg). Det ses i dag langs Østersøbadet. Klik for stort
Diget bygges
Kongen og regeringen sendte hjælp, og en posefuld penge, så der kunne ryddes op, og bygges et dige.
I løbet af et døgn gjorde det ekstreme uvejr den storstilede plan for at tørlægge Rødbyfjord aldeles værdiløs. Helt andre anlægsarbejder skulle der til for at sikre, at en tilsvarende tragedie aldrig nogensinde skulle gentage sig.
Løsningen blev det 63 kilometer lange lollandske dige, der blev opført i årene 1873-78, kun 5 år tog det.
Der blev også bygget et 18km langt dige på Falster mellem Elkenøre og Gedser.
Det Lollandske dige gik fra Nakskov til Lineslyst, i dag Strandholm, der ligger mellem Rødbyhavn og Hyldtofte strand, for at omkranse Rødby Fjord.
Den sydlollandske kyst bestod af småøer og holme, som blev hæftet sammen af diget.
Øerne og holmene før inddæmningen.
Det østlige diges forløb er tegnet med gråt.
Klik for stort
Diget på Saksfjed.
Baronen på Lungholm, lensbaron Johan Julian So-phus Ernst Bertouch-Lehn (1826-1905), så god mening i at lade diget fortsætte til Hyllekrog, og lade det derfra gå mod nord til Stubbeodde, og derfra til Sandager. Derved ville Saksfjed blive til et stort tørlagt inddæmmet område med mange tønder land landbrugsjord. Det var værd at investere i.
Det kom til at blive dyrt for baronen.
Arbejdet gik i gang.
Det var hårdt arbejde for de 4-500 mand, hvoraf de fleste var svenskere, Digebørster blev de kaldt. Efter op til 12 timers dagligt arbejde kunne de tjene rigtig godt, op mod 5kr. om dagen. De boede i barakker, og tilbragte fritiden i de små marketenderier. Pengene blev dog drukket op. Men der var en streng kontrol af to faste betjente, at alle opførte sig pænt.
Diget fra Lineslyst til Hyllekrog gik godt. Værre var det fra hyldekrog til Stubbeodde. Vandet var dybere, og få øer. Sandet og jorden til diget skulle hentes langs med diget. Digegravene kan ses i dag, hvor fuglene boltrer sig på Fugleværnsfondens areal.
Men for at hente materialet til diget, skulle der laves små diger omkring og der skulle pumpes tørt, før man kunne grave.
Det sydlige dige blev lavet så det var 12 fod over daglig vande fra foden af diget til toppen. 1 dansk fod er 0,314 meter, det giver 3 meter og 77cm.
Det østlige dige blev 14 fod over daglig vande.
Derudover skulle der også fyldes op nede fra havbunden. På det østlige dige, hvor der var dybest, blev diget op til 22 fod fra bunden til toppen. 6.9 meter.
Der skulle også laves tværdiger ind i landet, så hvis der gik hul, var det kun et begrænset område det gik ud over.
Den oprindelige plan for inddæmningen var at stoppe diget ved Line Lyst (Strandholm), hvor diget skulle knækkes og gå 1 km mod nord ind i landet. Det hedder Bjerremarkdiget.
Dette dige kan ses endnu langs Østersø badets sommerhuse på vestsiden.
Det blev nu brugt som tværdige, og forlænget til 2,5 km.
Næste tværdige går fra Krambes (Lundehøje) og ind i landet til det højere terræn.
Sidste tværdige går fra Keldskov og øst for og langs skoven til højere terræn.
Så det var meget der skulle laves.
Der var på Lungholms område ansat 5 formænd, 3 smede, 8 tømrere, 10 stenhjuggere, 6 stenfiskere, 2 fyrbødere (til Lokomobilerne der pumpede vand ud af gravene), 4 kuske, (med 13 heste), 16 mand ved tippekørslen, og 326 jordarbejdere, trillere m.m.
Det meste arbejde blev gjort med skovl og trillebør.
Arbejdet startede i 1873 og var færdigt i 1878. Kun 5 år tog det!
Sortebæk og Laderne
Når man kører mod Lyttesholm ad den lange lige Bjernæsvej, og når til det første skarpe sving, lå her en lille havn i en smal fjordarm kaldet Sorte Bæk.
Fjordarmen gik helt ind til hvor vi i dag møder et tværdige, 500m før Østersø badets sommerhuse.
Havnen blev kaldt Laderne. Herfra sejlede fiskerne ud, i det lavvandede område, og der blev fragtet sand, grus og forskellige varer frem og tilbage. Det var også her bjergelaget havde base.
Vejen, der støder til i svinget, er vejen til gården Saxfjed. Før stormfloden var gården endnu kun en lade på halvøen Saksfjed, men man var i gang med at bygge. Også dette byggeri blev knust.
Havnen Laderne ved Sortebæk ville blive tørlagt ved inddæmningen, så fiskerne søgte om at få en kompensation i form af en ny havn ved Stubbeodde eller ved Krambes, som nu hedder Lundehøje. Det er i dag Lundehøje havn, men vejen til Lundehøje havn hedder stadig Krambesvej.
Der kunne ikke blive tale om en havn ved Stubbeodde, da der skulle laves en sluse. Slusen skulle bruges til at lukke vand ud i havet når vandstanden var højere indenfor diget, end i havet.
Man kan stadig se rester af slusen ved Stubbeodde.
Billitze Mølle
Der blev gravet grøfter, nye grøfter. De gamle grøfter, der ledte landvandet ud i stranden, skulle nu forbindes med hinanden, så vandet kunne samles ved Billitze, hvor en ny mølle blev opført, samt en pumpemesterbolig. Den nye mølle skulle tørlægge hele Saksfjed inddæmningen, og selvfølgelig også pumpe regnvandet ud.
Møllen havde selskab af en lille kulfyret dampmaskine.
Desværre blæste møllen i stykker gang på gang, og den lille dampmaskine var alt alt for lille. Den blev udskiftet med en større, men lige lidt hjalp det.
Når det regnede, eller ved tøbrud, stod det hele under vand.
Endnu havde det ikke været muligt at dyrke noget som helst. Der havde kun været udgifter, og ingen indtjening.
I 1892 blev møllen taget ud af drift, og erstattet af endnu en dampmaskine. Det var heller ikke nok.
I 1905 blev de erstattet af en dieselmaskine fra B&W. Det var lidt bedre, men stadig ikke nok, så endnu en dieselmaskine blev sat til at pumpe i 1925. Det var bedre.
Under 2.verdenskrig var der mangerl på olie, så dieselpumperne blev erstattet af eletriske pumper. Så blev møllen revet ned.
Først op i 50'erne blev det inddæmmede tørlagt.
En sølle mark i inddæmningen.
Klik for stort
Hvad udad tabes skal indad vindes.
Rundt i Danmark var der store projekter i gang. Heden blev opdyrket, og det blev populært at inddæmme for at skaffe mere land.
Fra 1750-1830 var der 20 inddæmningsprojekter, fra 1830-1890 nåede man helt op på 95 projekter, og fra 1890-1970 29 inddæmnings projekter.
Dampmaskinen var opfundet og gav gode kræfter til udpumpning af vandet.
Baronen så god mening i at være med på denne bølge, og ventede en stor indtjening.
Men i alle disse år var der ikke kommet nogen nævneværdige indtægter til baronen.
Der var tidligere blevet lavet en undersøgelse af havbunden, der viste at bunden var af god kvalitet.
Det var den så ikke.
Undersøgelsen havde vist at det ville blive en rigtig god forretning at inddæmme. Der forventedes store udbytter af korn og hø, så meget, at man mente man havde et luksusproblem med at opbevare alt det høstede. Der var intet korn at høste, og intet hø.
Det blev klart at bunden var af meget dårlig kvalitet.
Der sås.
Der blev sået så snart der var en smule tørt land. Men intet kom op, ingenting groede i det salte sand. Der blev prøvet igen og igen, år for år. Der måtte forsøges noget andet.
Fiskedamme.
Baronen fik tilladelse til at oversvømme den nordlige del indenfor og langs med diget, fra Stubbeodde og ca.1.000 alen sydpå (ca.630m) til fiskedamme og lukke saltvand ind bag digegravene gennem slusen, og heri drive fiskeri.
Men heller ikke dette gav nogen indtjening.
Fåreavl.
Man købte en fåreflok i Jylland, og byggede en fårestald, og satte en mand til at passe fårene. Men han havde andre ting for, og lod nogle drenge passe fårene, hvad de ikke gjorde, og snart måtte det også opgives da mange af fårene døde.
Fåreavlen blev opgivet og solgt med stort tab, og to huse der var blevet bygget til at være stald, blev revet ned, og flyttet til Lyttesholm i 1885. Hyrdens hus blev også revet ned og flyttet til Lyttesholmvej i svinget, og kaldes derfor Hyrdehuset.
Det brændte senere, og der blev opført et nyt, som vi kan se i dag.
Meget bedre gik det ikke på den nu inddæmmede Rødby Fjord. Der kunne tjenes lidt på afgræsning af kvæg. Fiskeriet i fjorden var selvfølgelig småt, og høst af tagrør var beskedent.
Lidt om penge.
Digelaget og baronen havde akcepteret et bud på 480.350kr. for bygning af diget. Baronens andel var 296.000kr. Men baronen var forpligtet til at betale alle udgifter, hvis det blev dyrere, og det blev det.
Mindst 90.000kr blev ekstra opkrævet. Derudover kom der udgifter, og det var mange. Også hvis diget gik i stykker, var baronen pligtig til at betale digelaget for reparation.
Baronen optog et lån, som også skulle betales. Der var indkøb og installering af mølle og pumperne, bygge pumpehusene, bygge sluse, gravning af kanalerne, anlæg af fiskedammene, indkøb af fårene, og bygning af fårestalde og hyrdens hus osv. osv...
Baroniet kom under administration.
-------
Historier om Danmarks største inddæmning, Lammefjorden, alle de andre inddæmninger, udretninger af åer og opdyrkning af heden, havde tændt en drøm.
De gode historier fra andre dele af landet holdt ikke på Sydlolland. Her var et øde ørkenlandskab med tab af store naturværdier, den natur der tidligere var fuld af liv, fugle, blomster og insekter, var tabt.
Lyttesholm 1950
Klik for stort
Lyttesholm 1957
Klik for stort
Lyttesholm 1992
Klik for stort
Ove og Gunhild Christensen fortæller til Erhard Tonnesen, Holeby TV
Lyttesholm 2016 med nyt stråtag.
Klik for stort
Lyttesholm
Laden
De to stalde på Brunddragene blev således revet ned, og genopbygget på Lyttesholm. Det er den bygning vi i dag ser som laden.
Det blev en lang sammenhængende bygning.
Der var kostald i den ene ende, hestestald i midten og beboelse i den anden ende, med 3 værelser, med bræddegulv, køkken med mustensgulv og kamin, og der var også et kammer på loftet.
Kostalden har beton krybbe, og fodergang. Grebningen (rende bag dyrene til afføring) af tilhuggede kampesten, overløbet med cement, resten brolagt.
Laden er opført i groft tilhuggede kampesten, muret i kalk. Det stodfærdigt i 1878
Skovrider Schrøder, en meget foretagsom mand, med i alle foreninger, mente han nok skulle få noget til at gro i inddæmningen. Han havde også stået for det kuldsejlede projekt med baronens fåreavl. Schrødervar fuld af energi, og satte sin medhjælper til at bo på Lyttesholm. Han fik anbragt et par heste, og to spand stude. Nu skulle der pløjes og sås og høstes, og der blev arbejdet hårdt,og sat mange penge til.
Detgik ikke. Pengene var Schrøders kones, og de var nu væk. Schrøder var udbrændt som ildsjæl, og syg måtte han forlade Lyttesholm. Han døde i 1886.
Stuehuset
Lyttesholm stod nu tomt i nogle år indtil 1892 hvor Lyttesholm blev forpagtet af Mikkel Justesen. Han skulle ikke betale for forpagtningen, mod at opføre et nyt stuehus.
Huset blev ret stort, og stod færdigt 22.december 1892.
Opført i fint tilhuggede firkantede kampesten, med tre skorstene af brændte sten.
Forpagtningen
Mikkel Justesen var næsten aldrig hjemme, da han havde foretninger at gøre. Hans to små røde heste og en lille vogn var altid på farten. Han havde et par voksne sønner der tog sig af landbruget.
Der var en del kvæg, og nogle heste. De pløjede og såede, men der kom næsten intet op, så de måtte opgive. Omkring år 1900 blev besætningen solgt, og Mikkel Justesen flyttede til Jylland.
Lungholms nye skovrider Marcher fik opsyn og ansvar for Lyttesholm. Han ansatte Christian Christensen, og de indkøbte heste og køer og redskaber og arbejdede hårdt, men der kom ingen indtjening til baronen. De blev afskediget.
Den nye forpagter kunne heller ikke få det op at køre, omkring 1910 blev besætningen solgt.
Underskudetblev større og større.
En Jacobsen blev ansat som driftsleder, og han ansatte Søren Søholt.Søren havde mest forstand på afgræsning, så der blev sat kvæg ud. Der var nu også kommet en del græs på det meste af Saksfjed Inddæmning.
Søren fik kun 2,25kr om dagen plus bolig, og fik lov at have et par køer på græs til malkning, så underskudet voksede ikke.
Søren blev syg efter nogle år og måtte opgive.
Efter ham kom Carl Christensen, søn af den tidligere bestyrer Christian Christensen. Han havde været slusepasser på Stubbeodde.
Pådenne tid var der begyndt at blive bygget de små sommerhuse på Brunddragene.
Der kom flere og flere mennesker cyklende til sommerhusene. Det var ikke mere ensomt at bo på Lyttesholm, og der kunne komme nyheder og snak fra sommergæsterne inde fra landet.
Da der nu kom så mange mennesker ud til stranden, blev der sat en bom over vejen, og der skulle betales en afgift for at benytte vejen.
Carl Christensen døde i 1944, og hans søn Ove Christensen overtog. Han var gift med Gunhild.
Ove og Gunhild blev i 1997 interviewet af Erhardt Tonnesen til Holeby TV om livet i gamle dage på Lyttesholm. Værd at se.
Efter Ove og Gunhild har der været et par der opdrættede rottweilere, og skulle efter sigende have været Danmarks bedste til det.
Her efter stod bygningerne tomme i nok fem år.
Lyttesholm Naturcenter
2013 var året hvor nogle frivillige overtog bygningerne, og lavede Lyttesholm Naturcenter, med hovedformålet at formidle naturen i Saksfjed Inddæmning.
Bygningerne var begge i forfald. Det regnede ned i stuehuset, og stråtaget på laden var meget hullet.
Sommerhusenesbeboere og andre lokale kom og gjorde et stort stykke arbejde med oprydning og rengøring på grunden og i bygningerne.
Ved hjælp af fonde kom der nyt tag på begge bygninger.
Der er lavet udstilling, og værelsesudlejning i stuehuset.
To sheltere i haven med muldtoilet.
Orkideer og sjældne planterr i haven.
Brændestak og Hus Foe Bi, begge godt besøgt af vilde bier.
Naturcentret har haft 10 gode år med baron Nicolas som udlejer.
Tak
Saksfjed Vildmark
Hempelfonden er den nye udlejer.
Hempelfonden har købt hele Saksfjed inddæmning, og vil lave vild natur og biodiversitet.
Den har fået et nyt navn:
Saksfjed Vildmark
Thor Hjarsen er ansat som projektleder.
En roe
Klik for stort
Der høstes roer ved et arrangement 2009
Klik for stort
Roesukkerfabrikken Lolland / Holeby Sukkerfabrik 2010
Klik for stort
Roefrø fra Polakkasernen
Klik for stort
Holeby sukkerfabrik, lukket og slukket. Natfoto 2010
Klik for stort
Mindesten for Erhard Frederiksen.
Klik for stort
Maleri. Radrensning af roer. Værktøjerne er kortskaftede, så det var hårdt for ryggen.
Fra Polakkasernen.
Klik for stort.
Interiør fra Polakkasernen.
Fra Polakkasernen.
Klik for stort.
Værktøj til høst af roer.
Fra Polakkasernen.
Klik for stort.
Roerne - et eventyr
En studietur der ændrede alt
Brødrene Erhard og Johan Frederiksen fra Nøbøllegård var på studietur sydpå, og så den nye roe- og sukkerproduktion.
De var født på Nøbøllegård, og begge landbrugsuddannede, og meget dygtige. De vidste meget om landbrug, og nu også sukkerroedyrkning og sukkerroefabrikker.
Af sødemidler havde man hidtil kun haft honning, og det var ikke til at masseproducere, men det var vigtigt til at konservere madvarer, til at lave øl, og selvfølgelig til bagning.
Så begyndte man at producere sukker af sukkerrør. Det forgik på de vestindiske øer med afrikanske slaver, og er en helt anden historie.
Man var så småt begyndt at lede efter alternativer.
Da Napoleon blokerede de marine handelsruter i starten af 1800-tallet, fastlandsblokaden, blev der rundt om i Europa forsøgt at finde et alternativ, og det lykkedes. En tysk kemiker i 1746 A.S.Marggraf, fandt ud af at der kunne udvindes sukker af en bestemt roe: runkelroen.
Med runkelroen kunne det lade sig gøre, men roerne var endnu ikke forædlede til den produktion vi har i dag, så udbyttet var ikke så stort.
For brødrene Frederiksen var det selvfølgelig interessant med sukkeret, men hvad de fandt mest interessant var pulpen. Den var god som foder, og de så store muligheder.
Det producerede sukker kunne sælges til omkring omkostningsprisen, og så havde man helt gratis foder til kreaturerne, og overskuddet kunne sælges.
En god plan.
Sukkerfabrikken Lolland
De gik i gang med at bygge landets første roefabrik i Holeby: Sukkerfabrikken Lolland.
De forpagtede Nøbøllegård og Højbygård til roedyrkning, og Saksfjed til græsning. Arealet omkring Sortebæk skulle således inddæmmes til roerne, lød aftalen, og der skulle også bygges en gård på Saksfjed til dyrene.
Man gik i gang.
Saksfjedgård tog form, og inddæmningen af Sortebæk var godt i gang da stormfloden kom og rev det hele væk. De halvfærdige bygninger var væk og den lille dæmning var væk, så Sortebæk var nu igen fyldt med vand.
Den ene af brødrene, Erhardt Frederiksen, var ham der organiserede hjælpen under stormfloden. Han var manden der sendte bud efter mænd og vogne til at hente både fra Søholdt.
Saksfjedgård blev genopbygget 1880, og denne gang med kampesten, næsten ligesom Lyttesholm, så den ikke kunne blive skyllet væk eller brænde. Den brændte dog alligevel.
Her boede den nye forpagter der skulle sørge for dyrene på Saksfjed, og var ved at få godt fat. Han hed Jakobsen og boede på gården med sin hustru og deres 12 børn.
Laden var bygget sammen med stuehuset uden brandvæg, men med fælles gavl af bindingværk. Der var flere ting galt blandt andet var der kun én trappe til loftet, og her sov fem af forpagter Jakobsens børn, som derfor indebrændte ved den omfattende brand i 1909.
En grim historie.
Roesukkerfabrikken Lolland
Brødrene havde bygget roesukkerfabrikkken i Holeby lige før stormfloden.
Det meste af maskinerne kom fra Tyskland. De store kogekar kom fra B&W.
Produktionen skulle i gang.
Men der skulle gåes så grueligt meget igennem, før det blev det lollandske eventyr.
Fabrikken var dyr at opføre.
Havebyen
Brødrene havde fremsynet opført 21 dobbelthuse på marken ved fabrikken til de fastansatte fabriksarbejdere, med plads til at arbejderne kunne dyrke deres egne grøntsager. De fik tilbudt 40m2 bolig, husholdningsforening, sygekasse og skole. Den blev kaldt Havebyen.
Lokomobil
Man indkøbte en lokomobil fra John Fowler & Co i England, en dampdrevet pløjemaskine. En lignende var en succes på Søllested gård og Søholts jorder ejet af Etatsråd L.Jørgensen, der var den første der brugte dampkraft til jordbehandling i Danmark.
Roebanen
Det var en bekostelig og besværlig affære at transportere roerne til fabrikken, så man anlagde en smalsporet, 70cm, jernbane med et vidtforgrenet net.
Der blev indkøbt en del togvogne
Vognene blev dengang trukket af heste.
Jernbanen normalsporet
C.F.Tietgen og Privatbanken havde fået konsession, aftale med staten, til opførelse af togbanen Nykøbing Nakskov. Han havde kun 15 måneder, men det lykkedes. Samtidig en ny normalsporet Maribo-Rødby bane, som Brødrene fik ændret til at slå et sving omkring Holeby. Begge åbnede til tiden 1.juli 1874
Så blev der bygget en jernbanestation i Holeby, i nærheden af fabrikken, og en afstikker med flere rangerspor ved fabrikken.
Maribo-Holeby-Rødby banen blev senere udbygget til den nye havn: Rødbyhavn. I dag er skinnerne taget op, og er nu gang og cykelsti.
Det var alt sammen godt tænkt, men dyrt.
Fabrikken gik konkurs i 1877.
Der er rejst en mindemærkestøtte for Erhard Frederiksen. Den kan ses lige udenfor Maribo, 1.000m efter rundkørslen mod Rødby og Holeby. Kig til højre lige efter kartoffelladerne.
Hans Christoffersen og Holeby Diesel
Blev ansat af Erhard Frederiksen i 1872 til at være smed på Højbygaard. Han åbnede sin egen maskinfabrik i 1882 på Vestervej 1 i Holeby, men flyttede den til Østervej 2. Der blev opfundet radrensere (Holebyradrenseren)
Fabrikken voksede og voksede og lavede alle mulige landbrugsmaskiner.
1910 startede produktionen af dieselmotorer. I 1918 blev den et aktieselskab, og skiftede navn til Dansk Dieselmotor Kompani a/s. 1929 overtog B&W aktiemajoriteten, og fabrikken blev kendt som Holeby Diesel, og blev en stor gevinst for lokal området.
Sukkerfabrikken føres videre
C.F.Tietgen havde i 1872 startet De Danske Sukkerfabrikker a/s i Odense, også i 1872. Han overtog Roesukkerfabrik Lolland i 1880, der af kreditorerne nu havde fået navnet Højbygaard Sukkerfabrik.
C.F.Tietgen var den store konkurrent til Brødrene Frederiksens Sukkerfabrik. Han mange penge i ryggen, hvad Brødrene ikke havde mere.
C.F.Tietgen havde også på det tidspunkt allerede startet De Danske Spritfabrikker, B&W, Kjøbenhavns Sporvei-selskab, Det Forende Dampskibselskab, Tuborgs Bryggerier, Lolland-Falsterske Jernbaneselskab og nok 15 mere store foretagender.
C.F.Tietgen var dygtig. Et spændende foretagsomt menneske, der har betydet meget for den danske historie. Se Wikipedia
I 1894 blev det smalsporede spornet udbygget, og der blev indkøbt et damlokomotiv. Yderligere et i 1902, og et i 1905. Et diesellokomotiv blev anskaffet i 1948.
Den smalsporede jernbane blev også udbygget, så der ialt var 33km. 16km ejet af fabrikken og 17km ejet af private roedyrkere.
1959 blev det besluttet at rationalisere sukkerproduktionen på færre fabrikker, for nu var der blevet mange, og nyere fabrikker.
Den ældste, Højbygaard Sukkerfabrik, måtte derfor lukke i 1960.
Polske sæsonarbejdere
Der skulle bruges meget håndkraft til at så, luge og høste roerne. Det gav arbejde til alle, og Lolland oplevede en økonomisk opblomstring.
Men det krævede endnu mere arbejdskraft. Mange svenskere kom til, men der kom for alvor arbejdskraft, da man hyrede polske, især unge, kvinder. De første 400 kom i 1893. Indtil krigen i 1914 ankom cirka 14.000 polske sæsonarbejdere om året
De havde forfærdlige forhold og blev udnyttet i slavelignende forhold, især af de tyske agenter, såkaldte aufseher, der krævede ekstra betaling for alting.
I 1908 blev en særlig "polaklov" vedtaget for at få ordentlige forhold for sæsonarbejderne. De fik skriftlig kontrakt på dansk og polsk, lønaftale, madration, sanitære forhold, osv.
Man lavede særlige bygninger hvor de blev indkvarteret, såkaldte polakkaserner. Der ligger stadig en polakkaserne, opført af Lungholm i 1911, i Tågerup. Den er nu polakkaserne-museum.
I 1915 fik man hentet og reddet en del roearbejdere til Danmark fra flygtningelejre i det nuværende Østrig og Tjekkiet. De fik kontrakter, og de fleste bosatte sig.
Industrialiseringen
Industrialiseringen i 50'erne gav flere maskiner, der afløste en del af det arbejde, der ellers blev udført ved håndkraft.
Fra starten havde man haft nogle dampdrevne maskiner, men nu lavede traktorer og andre maskiner meget af det hårde arbejde, og så var der ikke længere behov for udenlandske sæsonarbejde i samme omfang.
Små landbrug bliver opslugt
På trods af landbrugsstøtte og tilskud fra EU, har det været svært for små landbrug at være rentable, og er i stort omfang blevet opkøbt af større landbrug. Det skyldes at for at følge med skulle der indkøbes større, mere effektive og avancerede maskiner, der skulle finansieres med store banklån.
I dag er roedyrkningen på få hænder, med få ansatte, og således ikke mere et økonomisk eventyr for landsdelen.
Tilskuddenes bagside
Tilskuddet til dyrkning, forarbejdning, fremstilling af sukker samt eksport, var blevet så stort at man kunne sælge sukker i tredje verdenslande, billigere end hvad lokale fattige bønder kunne sælge deres eget rørsukker.
Det var unfair.
En farlig ballade, regeringen måtte gribe ind. EU måtte gribe ind.
I 2006 faldt det meste af eksporttilskuddet væk. Samtidig fjernede man helt den høje importtold af rørsukker fra den tredje verden.
Således kom der mere balance.
Derfor blev også roekvoterne reduceret, der skulle produceres mindre sukker, og al produktion flyttet til Lolland og Falster, 7 af de 9 fabrikker blev lukket, så der nu kun er to sukkerfabrikker tilbage i Danmark: nemlig i Nakskov og Nykøbing F.
Hyllekrog
Livet på en ø.
Hyllekrog var en ø, indtil en storm i 1956 med en stranding fik havet til at lægge så meget sand i at hullet mellem Drummeholm og Hyllekrog blev lukket
Ninas Hus
Langt ude på hyllekrog, er et lille hus.
Et dejligt charmerende lille bindingsværk hus.
Gult med sorte striber, og svenskrødt træværk på udbygningen.
Ninas hus fortalt af Nina Herskind Rasmussen på Sydlollands Lokalhistoriske arkiv på Facebook 6.marts 2023:
I 1970 var min mand og jeg med baron Poul Bertouch Lehn på Hyllekrog . Jeg var lige blevet ansat på Lungholm godskontor og baronen kørte rundt med os og viste os Lungholms jorde og besiddelser.
Da vi kørte forbi det lille fiskerhus/fyrpasserhus beklagede vi, at det var ved at falde sammen, og baronen tilbød os at bruge, det hvis vi ville bygge det op og vedligeholde det. Vi sagde hurtigt ja, og i sommeren 1971 brugte vi hele sommeren på at gøre det beboeligt.
Her var det så vi forevigede mindet om denne renovering med vores fodaftryk i cementgulvet.
Boye, Thomas (på 5 mdr.) og mig Nina .
Men vi døbte ikke huset Ninas hus.
Da vi havde tilbragt ca. 11 vidunderlige primitive somre derude med vores to drenge, var tiden arbejdsmæssigt blevet for knap til at vi kom nok derud, og derfor overtog jægerne på Hyllekrog huset.
Det var Dem der døbte det Nina’s hus, Ca. 1981/82 i taknemlighed for at måtte overtage det.
Jeg var da meget beæret over at få det opkaldt efter mig❤️
Det er såmænd vores historie om Ninas hus❤️❤️
En tid vi mindes med stor taknemlighed. Vores drenge og vi havde de mest vidunderlige naturoplevelser i de år vi boede der. 🌺
------
En dejlig historie.
Ninas hus fungerede som jagthytte i nogle år indtil Fugleværnsfonden købte det Hyllekrog, hvor huset indgik i handlen.
Huset var ret forsømt på det tidpunkt, og Fondens Frivillige arbejdsgruppe har istandsat huset ad flere omgange.
Litteratur:
Bag Diger og dæmninger i Rødby Fjord – N.F.Hyldtoft, Museum Lolland Falster 2009
Errindlev Havns historie – Helle Boutrup og Helge Clausen
Lundehøje By Krambes Havn – Christian Kristensen og Helge Clausen,
Det tabte land – Kjeld Hansen 2008
Udstilling om stormfloden på Gloslunde præstegård
Historie tidsskrift Andreas Abildgaard Publiceret 17.08.21
Lolland Falster Folketidendes tema om stormfloden 2022 med tekster fra Lolland-Falsters Stiftstidende (1835-1960)
24 kulturmiljøer i Storstrøms Amt. Forfattere: Cand.phil. Erik Møller Nielsen. Storstrøms Amt 2005
Morten Stenak:De inddæmmede Landskaber. En historisk Geografi. Landbohistorisk Selskab
Det Lollandske Dige - gennem 125 år 1872-1997
På tur i Danmarks historie. Forfatterne er mange. Gads forlag 2017
Det inddæmmede landskab - Niras.dk
Jernbanen.dk: Højbygård Sukkerfabrik af Tommy Nilsson
Wikipedia.org
Dansk industri Sukkerfabrikkerne - Roer i lange baner - Hanne Christensen, Guldborgsund Museum 2007
